Tanker om adskillelseskulturen
.
Hvordan i alverden går det egentlig til, at vi rask væk accepterer som normalt den adskillelseskultur der gennemsyrer samfundet i dag? En kultur hvor forældreomsorg og biologisk tilknytning simpelthen lige røg af i svinget, da man drønede afsted mod ligestilling og velfærd 😳
Hvorfor er der så mange forældre, der tror de ikke kan tilbyde deres børn “nok” hvis de selv tager sig af dem? Kan det mon have noget at gøre med det ekspertokrati der uvægerligt følger med det store og ret ensidige fokus på formel (og statsanerkendt) uddannelse som OGSÅ hersker i dagens Danmark? Retorisk spørgsmål, naturligvis 😏
For når man insisterer på, at uddannelse (den førnævnte statsanerkendte og standardiserede) er en slags hellig gral og det eneste saliggørende, hvis vi altså vil “blive til noget” sådan rigtigt her i livet, ja så sker der faktisk det over tid, at folk mister tiltroen til deres egen dømmekraft og intuition. Også når det kommer til helt basale ting, der burde være naturligt. Fordi vi bliver vænnet til, at der skal “fagfolk” til alt. Og det er for eksempel på den måde det er blevet en selvfølge, at børn går i institution.
Udover det faktum at vækstsamfundet kræver begge forældre på arbejdsmarkedet for at “bidrage” – så er det nemlig blevet normalt at tvivle på, om man nu også kan varetage sine børns behov tilfredsstillende, hvis man vælger at beholde dem hjemme. Fordi der er blevet skabt en fortælling der hedder, at børn har bedst af at være i andres hænder. Uddannede hænder.
Og sådan står vi altså i 2022 med et samfund, hvor forældre føler sig ukvalificerede til at være de primære omsorgspersoner for DERES EGNE BØRN! Ja undskyld, men det er for mig at se hverken fremgang eller velfærd!
Jeg vil faktisk snarere kalde det et ret så alvorligt samfundsproblem. Et vi skal tale om. Også når det bliver ubekvemt eller besværligt. Det skylder vi simpelthen børnene og hinanden ❤️
kærligst,
Luna Maj