Route 66 og Grand Canyon
.
Grand Canyon. Det er sådan et af de der berømte “bucket list” punkter, jeg nu kan krydse delvist af. Delvist, fordi min drøm er at hike det fulde rim-to-rim trail. Det er 24 km med overnatning helt nede i bunden af kløften! Så det bliver en anden god gang. Men det var en episk tur alligevel. Af flere årsager. En af dem er, at starten på turen var sindssygt meget udover min komfortzone!
Men det fortæller jeg mere om længere nede. Først vil lige vise dig nogle af de vildt smukke og majestætiske udsigter Grand Canyon forkælede os med.
Vi havde kun et par timer til rådighed, så vi tog Bright Angel Trail, som jeg havde fået anbefalet som en rigtig god ‘short time option’ fordi det er en rute der både er nem at gå til og som hurtigt bliver meget imponerende pga. den går så stejlt nedad.
Der lå dog en masse rester af is/sne på stien, samt der var virkelig mudret flere steder, især i starten, hvilket gjorde at det var virkelig glat, så det var om at holde tungen lige i munden når man ikke havde trailsko på. Vi gik derfor ikke særlig langt. Men wow, det var smukt. Helt eventyrligt!
Men hvorfor var det så, at det her mini-roadtrip til Arizona var udenfor min komfortzone??
Well. Det er faktisk ikke engang noget særlig vildt – så hvis du sad og forventede noget om skorpioner eller klapperslanger, punkteringer in the middle of nowhere eller noget i den dur, så må jeg desværre skuffe dig. Men det var en grænseoverskridende oplevelse for mig, på sin egen skøre måde!
Så altså. Jeg havde jo lejet en bil som vi skulle hente i Las Vegas lufthavn når vi landede, og så ellers bare drøne afsted – men er du gal det var en udfordring. Jeg ved det er grænsende til grinagtigt, men det der med at køre bil i USA på helt egen hånd, det var altså virkelig en overvindelse for mig. Kan jeg finde ud af vejskiltene? Og lyskrydsene. Tætpakket trafik. Og det går jo bare så pissestærkt. Og især: den kommer jo til at have AUTOMATGEAR, den der pokkers bil!! Hjælp!!
Mhm. Jeg ved godt det er lidt sjovt. Altså hvem f***** kan ikke køre en bil med automatgear???
Sååå…bare det overhovedet at komme UD af lufthavnen var et kapitel for sig selv. Få bilen tændt, sat i den rigtige position. Godt min ældste søn har helt styr på teknikken i sådan en fætter, ellers var vi nok aldrig kommet nogen vegne! Jeg kæmpede med at få styr på at finde ud af bremsen, mens ungerne skiftevis hylede af grin og af skræk. Godt der ikke var nogen der sad og drak varm kaffe i bilen. Eller tomatsuppe. Jeg siger det bare.
Nå, men efter at have kørt et par omgange inde i parkeringshuset for at vænne mig lidt til bæstet, lykkes det os da at komme afsted. Jeg kører dog lige ind på en stille villavej og øver mig lidt mere. Fremad. Bakgear. Brems. Jov, det går nok.
Næste udfordring: at finde ud af at komme på den rigtige motorvej! Der er ingen GPS i bilen og de googlemaps jeg troede jeg havde downloadet virker ikke. Mouahaha. Men jeg havde faktisk også taget nogle fine screenshots af de forskellige knudepunkter på ruten inden vi tog afsted, og det viser sig heldigvis at være ret ligetil. Yay! Roadtrip Grand Canyon here we come!
Vi kørte i alt godt 500 miles (800km) og overnattede i en lille flække langs med Route 66, på et ærke-amerikansk motel med neonskilt i vinduet og tilhørende diner med jukebox, røde sofabænke og skakternet gulv. Udenfor blæste vinden støv over markerne og en sølvfarvet bus blinkede i aftensolen. Som taget ud af en road movie fra en svunden tid.
Jeg er virkelig glad for, at jeg skubbede til mig selv og sprang ud på dybt vand, selvom det ærligt føltes scary as hell sommetider op til (og jeg faktisk endda nåede at overveje at aflyse hele molevitten). Men det er jo når vi strækker os selv, at vi vokser.
Og så tænker jeg: det er jo bare så forskelligt, hvad der gør os nervøse eller virker uoverskueligt. For mig var det noget så simpelt, og måske irrationelt, som at køre bil i USA……men nu ved jeg at jeg kan – og i tilgift fik jeg et af mit livs hidtil fedeste rejseoplevelser og set et enestående sted på jordkloden med egne øjne.
Det var ikke sket, hvis jeg var blevet på den side af hegnet hvor alt føles trygt og velkendt!
love & light
Luna Maj