Respekt er ikke curling!

“Når forældrene siger ja til, at deres barn under 18 år må få en tatovering, kan det være et udtryk for, at nogle forældre har svært ved at sige nej til deres børn, mener Bo Møhl. Man kan sagtens kalde det curling på et nyt niveau. Hvor forældrene forsøger at beskytte børnene ved at fjerne hver en sten, siger han.”

Sådan udtaler en professor i psykologi sig om forældre, der prøver at overtale danske tatovører til at se igennem fingre med lovgivningen, så deres børn under 18 år kan få en tatovering de ønsker sig. Læs hele artiklen her.

Jamen altså.

Lad mig lige starte med at slå fast, at jeg IKKE bifalder at man prøver at lokke tatovører til at gøre det “i smug” eller bliver vred og taler grimt til dem, når de afviser. Det er jo helt forståeligt, at de ønsker at følge loven, og de risikerer faktisk en hel del ved at omgå den. Så det er ikke dér, problemet ligger.

Næh, problemet er for det første selve loven. Den er blot endnu et eksempel på, at man i stigende grad fratager forældrene ansvaret for og retten til at opdrage deres egne børn i overensstemmelse med deres eget værdisæt. Dernæst placerer den (igen-igen) unge mennesker i en uselvstændig position, hvor de på endnu et område ikke har magt over eget liv.

Ifølge en artikel i Politiken om samme emne, har 13% af de 15-25 årige i Danmark fået en tatovering, og jeg er simpelthen nødt til at spørge: hvori består problemet? En 15-årig er ikke et barn. Det er en ung. En ung på vej ind i voksenalderen. Ja faktisk allerede trådt ind i “de voksnes rækker” hvis man ihukommer de mange fine ord der hvert år ytres i landets konfirmationstaler 😉

Nu ved jeg ikke hvor unge mennesker der er tale om, at forældre henvender sig på vegne af. Selvfølgelig er der forskel på en 10-årig og en 16-årig. Men at lovgive så mennesker der godt må købe alkohol, have sex og som kan idømmes fængselsstraf, samtidig IKKE må vælge frit at udsmykke deres EGEN krop – det er både ulogisk og forkert.

Men tilbage til forældrene. Kan de simpelthen bare ikke “finde ud af” at sige nej til deres barn? Eller kunne det tænkes, at deres JA  bunder i noget helt andet…for eksempel i respekt for deres barns ret til selvbestemmelse over egen krop? Måske endda i tiltro til barnets EVNE til at opveje fordele og ulemper, lytte til råd og vejledning, tænke sig om og træffe et informeret valg på egne vegne? Jeg ved det: Gys. Umådelig ubekvem tanke. Ren laissez-faire. Eller noget. 

Og nej. Jeg promoverer IKKE at man skal flippe ud på Tatovør-Kurt som egentlig bare ønsker at føre lovlig business, eller man bare skal klappe i hænderne når lille Børge pludselig vil have tatoveret hele Marvel-familien på ryggen. Jeg promoverer, at man placerer forældreansvaret der hvor det hører hjemme: hos forældrene. At man ikke blander skidt og kanel, og råber “curling” hver evig eneste gang en forælder agerer som sit barns allierede og respekterer hans eller hendes holdninger og valg. Og ikke mindst at man indser og anerkender unge mennesker som de spirende voksne de er, og møder dem med respekt og ligeværd, fremfor kontrol og formynderi. Børn og unge er tænkende individer, der både kan og bør tages seriøst. Og det behøver man faktisk ikke engang være psykologiprofessor for at forstå 😉

Luna

PS: Jeg har skrevet en opfølger til dette, som du kan læse her.

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *