Respekt er ikke curling. Del 2.

I dag har jeg skrevet lidt frem og tilbage med min gode veninde og sparringspartner i kølvandet på den “bombe” jeg smed i går omkring tatovering af børn under 18 år. Med udgangspunkt i spørgsmålet om lovens berettigelse (at den jo nok er til for at beskytte børnene) snakkede vi blandt om normer, om kulturforskelle, om deschooling, om magtforhold og ikke mindst om tilknytning. Som altid en berigende og super interessant udveksling ❤️

Og det gav mig lyst til at uddybe et par ting. Først i forhold til det med ‘curling’ som et fænomen.

Curling findes, men det er ikke pointen her.

Måske lyder det som jeg ikke mener, at ‘curling’ overhovedet eksisterer. Det mener jeg skam det gør. Også i den grad. Og hvis en forælder tér sig hysterisk overfor en tatovør der afviser at betjene en mindreårig kunde, så kan vi da godt kalde det curling. Eller bare ualmindelig dårlig pli. Mangel på situationsfornemmelse. På modenhed. Men det er ikke DET jeg reagerer på og skriver om.

Min reaktion og mit skriv går på, at kategorien “under 18” for det første inkluderer mennesker der er meget tæt på at være myndige. Og ret beset burde kunne bestemme over deres egen krop, også på dette område. Dernæst går det på spørgsmålet om, hvor ansvaret og beslutningsmagten retmæssigt bør ligge når det kommer til børn. Er det hos Staten? Eller hos forældrene? Og hvorfor? Spørgsmålet om tatoveringer af mindreårige er for mig blot en pil der peger videre på en langt bredere problematik som er: hvor meget skal Staten blande sig i og regulere frie menneskers liv? 

Og så går det på, at forældre der siger JA – til en tatovering eller hvad som helst andet – ikke per definition er curlingforældre. Eller kun gør det fordi de har svært ved at sige nej. Måske er de bare forældre der afgør, at deres barn er modent nok til at træffe den beslutning selv? Og så vælger de at støtte op om det. Fordi de har tillid til deres barns evne til at reflektere og tage ansvar. Fordi de anerkender, at personlig frihed ikke kun gælder for voksne. Fordi de møder deres barn med den samme respekt som de selv ønsker at blive mødt med. Men respekt er altså ikke det samme som curling! Og omvendt 😉

Curling vs. Respekt

Curling handler for mig at se om at feje modgang eller udfordringer af banen, for at lille Kaj aldrig skal opleve skuffelse, vrede, frustration. Måske af misforstået godhed. Eller måske fordi konflikter og store følelsesudbrud er svære og ubekvemme at håndtere? Så hellere sørge for at undgå dem for enhver pris. Respekt derimod, handler om at møde individet med anerkendelse, accept og interesse. Båret af en tro på at alle mennesker ønsker at være den bedste version af dem selv. Når de får lov.

Det er en menneskeret, at bestemme over sig selv.

Så skal man sige JA hver gang ens barn ytrer ønske om noget, for at “respektere” det? Selvfølgelig ikke. Det handler ikke om, at sige ja. Det handler om, ikke at sige nej på automatpilot. Om at lytte, høre og se barnet. Om at spille forældrekortet med omtanke. Om at overveje HVORFOR vi gerne vil sige nej, og om det virkelig er berettiget. Om at lade dem bestemme så meget som muligt selv, indenfor rammer vi også kan være i. Fordi det er en menneskeret at bestemme over sig selv. Ganske enkelt.

Det er på ingen måder rocket science, men det forudsætter en sund og tryg tilknytning mellem forælder og barn. At relationen er intakt. At barnet (den unge) er vant til at blive mødt med ligeværd, tillid og accept, for at evnen til at mærke sig selv er tilstede. Men det tror jeg faktisk også på findes derude. Og det er dét jeg skriver ud fra 😊

.

kærligst,

Luna

2 Comments

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *