Respekt er ikke curling. Del 2.
.
I dag har jeg skrevet lidt frem og tilbage med min gode veninde og sparringspartner i kølvandet på den “bombe” jeg smed i går omkring tatovering af børn under 18 år. Med udgangspunkt i spørgsmålet om lovens berettigelse (at den jo nok er til for at beskytte børnene) snakkede vi blandt om normer, om kulturforskelle, om deschooling, om magtforhold og ikke mindst om tilknytning. Som altid en berigende og super interessant udveksling ❤️
Og det gav mig lyst til at uddybe et par ting. Først i forhold til det med ‘curling’ som et fænomen.
Curling findes, men det er ikke pointen her.
Måske lyder det som jeg ikke mener, at ‘curling’ overhovedet eksisterer. Det mener jeg skam det gør. Også i den grad. Og hvis en forælder tér sig hysterisk overfor en tatovør der afviser at betjene en mindreårig kunde, så kan vi da godt kalde det curling. Eller bare ualmindelig dårlig pli. Mangel på situationsfornemmelse. På modenhed. Men det er ikke DET jeg reagerer på og skriver om.
Min reaktion og mit skriv går på, at kategorien “under 18” for det første inkluderer mennesker der er meget tæt på at være myndige. Og ret beset burde kunne bestemme over deres egen krop, også på dette område. Dernæst går det på spørgsmålet om, hvor ansvaret og beslutningsmagten retmæssigt bør ligge når det kommer til børn. Er det hos Staten? Eller hos forældrene? Og hvorfor? Spørgsmålet om tatoveringer af mindreårige er for mig blot en pil der peger videre på en langt bredere problematik som er: hvor meget skal Staten blande sig i og regulere frie menneskers liv?
Og så går det på, at forældre der siger JA – til en tatovering eller hvad som helst andet – ikke per definition er curlingforældre. Eller kun gør det fordi de har svært ved at sige nej. Måske er de bare forældre der afgør, at deres barn er modent nok til at træffe den beslutning selv? Og så vælger de at støtte op om det. Fordi de har tillid til deres barns evne til at reflektere og tage ansvar. Fordi de anerkender, at personlig frihed ikke kun gælder for voksne. Fordi de møder deres barn med den samme respekt som de selv ønsker at blive mødt med. Men respekt er altså ikke det samme som curling! Og omvendt 😉
Curling vs. Respekt
Curling handler for mig at se om at feje modgang eller udfordringer af banen, for at lille Kaj aldrig skal opleve skuffelse, vrede, frustration. Måske af misforstået godhed. Eller måske fordi konflikter og store følelsesudbrud er svære og ubekvemme at håndtere? Så hellere sørge for at undgå dem for enhver pris. Respekt derimod, handler om at møde individet med anerkendelse, accept og interesse. Båret af en tro på at alle mennesker ønsker at være den bedste version af dem selv. Når de får lov.
Det er en menneskeret, at bestemme over sig selv.
Så skal man sige JA hver gang ens barn ytrer ønske om noget, for at “respektere” det? Selvfølgelig ikke. Det handler ikke om, at sige ja. Det handler om, ikke at sige nej på automatpilot. Om at lytte, høre og se barnet. Om at spille forældrekortet med omtanke. Om at overveje HVORFOR vi gerne vil sige nej, og om det virkelig er berettiget. Om at lade dem bestemme så meget som muligt selv, indenfor rammer vi også kan være i. Fordi det er en menneskeret at bestemme over sig selv. Ganske enkelt.
Det er på ingen måder rocket science, men det forudsætter en sund og tryg tilknytning mellem forælder og barn. At relationen er intakt. At barnet (den unge) er vant til at blive mødt med ligeværd, tillid og accept, for at evnen til at mærke sig selv er tilstede. Men det tror jeg faktisk også på findes derude. Og det er dét jeg skriver ud fra 😊
.
kærligst,
Luna Maj
Amen søster!
Hej, det er mig igen!
Jeg indrømmer gerne min første reaktion, da jeg læste forrige blogpost. Jeg tænkte at aahh, nu går hun alligevel lidt for vidt. Tatoveringer er for rigtige voksne og børn er slet ikke modne til at tage en beslutning om samme. Meeen…. ..så var det jo at det begyndte at røre på sig i mit hoved.
1) Det giver ikke så meget mening at diskutere om forældre skal forsøge at overtale tatovører eller ej. Selvfølgelig skal de ikke det. Problemet ligger et andet sted, som du også selv siger.
2) Jeg har et ambivalent forhold til tatoveringer. Jeg synes på den ene side, at tatoveringer er “grimme”, på den anden side er jeg tiltrukket af dem. ♀️ Jeg tror at jeg er vokset op med en overbevisning om at tatoveringer var noget skidt. Dertil er det ikke noget, der ligesom vokser væk og forsvinder af sig selv. De bliver på huden resten af ens liv (med mindre man får dem fjernet). Og man skal være moden nok til at tage en beslutning af sådan karakter. Tatoveringer bliver også udstrukne, som huden udvider sig(?), så jeg mener at man skal være færdigvokset inden man får lavet en tatovering. I teenageårene er det almindeligt at man eksperimenterer med mange ting, medens man finder ud af hvem man er. Måske tager man en række uigennemtænkte beslutninger. Dertil en ret stor risiko for gruppepres fra jævnaldrende. (Og her kan man trække en lang række paralleller til andre ting.)
Meeeen.. så kommer næste vigtige pointe, som du også er inde på:
3) Tilknytningen! Og problemet her er imo, at der i langt de fleste familier i DK, ikke er en sund tilknytning mellem børn og forældre! Når tilknytningen er indtakt er alle argumenter for forældreansvar (i stedet for stats-) på sin plads. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud pt. Derfor: Ud fra et perspektiv om indtakt og sund tilknytning, skal staten faktisk 100% holde nallerne væk. Der er vi helt enige. Men når det nu ikke ser sådan ud, hvad gør vi så? Og svaret er SELVFØLGELIG at vi ændrer samfundsstrukturen RADIKALT. Problemet er bare, at der er vi ikke lige nu. (Men det er herfra (perspektivet med manglende sund tilknytning), at de fleste mennesker forstår den pågældende lov.
4) Tatoveringer som noget “skidt”. Hvor kommer det fra? Det er selvfølgelig kulturelt. Og min aversion mod tatoveringer udspringer af dette. Hvis vi levede i en kulturel kontekst, hvor tatoveringer var en “naturlig” del af kulturen, ville jeg omvendt synes at det var noget smukt. Jeg har f.eks. lige fundet ud af at tatoveringer er en del af inuitternes kultur. Og når mine tanker vandrer videre tænker jeg på sådan noget som henna-udsmykninger og andre former for kropsudsmykninger i andre “eksotiske” kulturer. Og så føler jeg næsten en længsel efter noget “tabt”.. Og så bliver det hele endnu mere interessant. For hvorfor føler jeg aversion mod tatoveringer? Jeg tror at jeg forbinder det med en “rå” kultur. Hvis nu tatovørernes butikker var udsmykkede med blomster og røgelsesduft ville jeg straks ændre mening og bestille en tid. Hm.. drømme drømme.. hvad skal jeg have lavet.. ⭐