Pointen med unschooling.
.
Unschooling er en forståelse af læring baseret på at man (man = ethvert menneske, barn eller voksen) lærer de ting man er motiveret for at lære. Motivationen kan være nødvendighed eller ren lyst, men den er altid intern og altså ikke skabt eksternt af karakterer, præmier eller andet pjat. Og dagsorden sættes ikke af andre, men af individet selv.
Men når ungerne helt selv bestemmer, får de så den viden de skal have for eksempelvis at komme på gymnasiet? Måske. Måske ikke. Det kommer jo an på hvilken vej de har valgt at gå igennem deres liv indtil da. Men nu er der jo det, ret fede, med viden – at den altid kan skaffes, så hvis man en dag gerne vil på gymnasiet kan man blot finde ud af hvilken viden det er man eventuelt mangler, og så skaffe sig den på det tidspunkt. Motivation, igen.
Jeg tror også det er vigtigt at huske på, at blot fordi børn bliver undervist på et givent niveau i folkeskolen eller laver opgaver af en bestemt art fordi nogen siger de skal, betyder det jo IKKE at alle rent faktisk lærer det 😉
Nogle vil “halte bagefter” nogle vil være “foran” og nogle vil følge forventningerne der lægges. Nogle vil synes det er interessant og andre vil synes det er pissekedeligt og irrelevant. Nogle vil bare være lidt ligeglade. Men i den gamle skoletænkning handler det jo ikke om hvad børnene oplever eller synes. Det er sekundært. Hvis det overhovedet er en bekymring. Fordi fokus er på en dagsorden, ikke på mennesket.
Når man skærer alle over en kam, og beslutter på deres vegne at de skal lære noget bestemt, på en bestemt måde og på et bestemt tidspunkt, så vil man selvfølgelig få varierende resultater. Man vil kunne placere hver enkelt person et sted på en skala og kalde det for godt eller skidt alt efter hvor placeringen er. Men i unschooling er der ingen skala. Der er ikke noget der hedder ‘bagefter’ eller ‘foran’ – ganske enkelt fordi man ikke måler og evaluerer det enkelte barn i forhold til andre. Faktisk måler og evaluerer man slet ikke overhovedet, men mere om det en anden gang.
Is i maven.
Så hvis du er bekymret for om dit barn lærer nok og om unschooling “virker” er der kun et at sige: Ro på. Det er det bedste du kan gøre for dig selv og dit barn. Det eneste du egentlig skal have for at unschooling “virker” det er ro. Ro i sindet over at dine unger selv sætter deres dagsorden og at den dagsorden kan se MEGET anderledes ud end hvad skolebørn skal beskæftige sig med. Og så tillid til at læringen sker – for det gør den. Altid. Men ikke nødvendigvis den læring andre synes der skal ske. Så hvis du har en forudindtaget holdning om hvad der skal læres, hvornår eller hvordan – så nej, så virker unschooling ikke, for så vil du uvægerligt komme til at skubbe på eller rende og stresse over at barnet er “bagefter”….og i begge tilfælde ødelægge de naturlige mekanismer som bærer unschooling.
Det kræver is i maven til tider, at holde ved når man konstant bliver konfronteret med det ‘normale’ gennem venner, medier og tilsyn. Men det bliver heldigvis nemmere og nemmere med tiden. I takt med at vi deschooler mere og mere selv, kommer vi til at hvile mere og mere i det. Og ikke mindst, når vi observerer vores børn vokse op og på ingen måder blive dummere end alle andre børn. De bliver heller ikke nødvendigvis klogere – men det er jo heller ikke pointen. Pointen er, at de har kunnet følge deres egen vej og dermed har høj sandsynlighed for at være langt mere fri for stress, præstationsangst, usikkerhed om egne værdier eller mistet læringslyst pga. 10+ års tvungen skolegang i standardiserede rammer uden hensyntagen til den allermest basale læringsmekanisme: den interne motivation.
love & light,
Luna Maj