Noget om kødgryder

.

Den anden dag stødte jeg igen på udtrykket “hjem til kødgryderne” i et kommentarspor om at være hjemmegående og meningen var, as usual, selvfølgelig lidt nedsættende. Altså, kødgryder er absolut ikke noget vi vil associeres med, som hjemmemødre – vel?!😱

Men noget der i den grad mangler i debatten (udover at det hjemmegående segment har travlt med at forvisse det “arbejdende folk” om at det i hvert fald ikke handler om kødgryder, at være hjemmegående i 2020) det er da at få fokus på, at der for pokker IKKE ER NOGET GALT MED KØDGRYDER. Og heller ikke med at være hjemme ved dem. Problemet er vel ikke selve gryderne, men snarere det at tjansen som fuldtidsmor (eller far) i det hele taget anses som en andenrangs-beskæftigelse!

Det er lidt som når samfundet synes at man jo helst ikke skal “ende” som kassedame eller gadefejer. Lavstatus-opgaver så det batter?! Bortset fra at ALT er en del af en helhed og at der er BRUG for folk der passer kødgryder, fejer gader og bipper varer ind. Som en beskæftigelse. Som et bidrag til et større fællesskab. Et bidrag der har sin egen, interne værdi. Fordi det er ET tandhjul blandt mange andre der i samspil får samfundet til at køre rundt 👊

Og de her ting. Være mor (far), kassedame, gadefejer, popcornsælger, rengøringsmand… må vi simpelthen stoppe med at se på og opfatte som noget man nødvendigvis kun gør midlertidigt, mens man venter på noget ‘bedre’ eller måske som et fjumreårs-job (og ja det ord brugte jeg også helt med vilje!). Ditto med at gå hjemme fordi det er “bedst for børnene mens de er små” (argument der underforstået siger at for deres skyld må vi så acceptere noget mindre fedt, kedeligt, eller usejt for os selv…)🤷‍♀️

Vi må og skal holde op med at se på nogle beskæftigelser som noget “less than” der selvfølgelig ikke skal vare hele livet. Om det så er at være hjemmegående, feje gader eller sælge popcorn. Den retorik vi har omkring “lavstatus” beskæftigelser er simpelthen så forkert som noget kan være. Alt har værdi og der er brug for alle ❤️

Kærligst,
Luna Maj

Add a Comment

Your email address will not be published.