Når frygten tager over…
.
Når talemåden “med livrem og seler” får sin helt egen Corona-udgave 🙈
Jeg må være ærlig og sige, at når jeg ser det her billede, så kan jeg altså ikke lade være med at grine lidt. Jeg mener, seriøst – maske OG visir?? Så mangler vi bare tommestokken til at sikre den fornødne afstand til nærmeste levende billede. I mangel af fuld rumdragt.
Aj. Spøg til side. Jeg ved godt, at der er en virus i omløb. Men jeg må sige, at jeg undres. Jeg mener, er vi virkelig blevet så skræmt af det her, at nogen i ramme alvor har tænkt sig at gå sådan rundt?? Og vigtigere endnu: tror vi virkelig, at det er en farbar vej for os som samfund, at indrette en verden hvor udgangspunktet for vores menneskelige relationer er FRYGT de næste, hvad…6…12…18 måneder?
Fordi. Corona. Og det er jo FARLIGT. Men det er faktisk blevet til det eneste der betyder noget nu. At der er en fare der truer. Ja undskyld hvis jeg er lidt direkte, men lægger vi egentlig mærke til, hvor meget det her får lov til at fylde i vores fælles virkelighed? I medierne, i gadebilledet, i institutionerne og nu også i reklamerne….over. alt. Det er ganske enkelt ikke til at slippe udenom.
Og når jeg så hører politikerne, verden over, allesammen gentage nærmest som et mantra, at vi skal HOLDE AFSTAND og at dette er “the new normal” så bliver jeg virkelig frustreret. Gu er det ej nogen som helst form for normalt. Og bør heller aldrig nogensinde blive det! Vi må da ALDRIG komme til at tænke på en frygtbaseret hverdag som normalt?!
Misforstå mig ikke, der ER selvfølgelig grund til at tænke sig om. Og passe på hinanden, og sig selv, og gamle Tante Olga. Men er der virkelig grund til at leve i frygt? Og især, er der grund til at normalisere en adfærd, der i realiteten betyder, at vi i mødet med hinanden først og fremmest ser en potentiel trussel, der må holdes på afstand? Med maske og visir, om nødvendigt…
love & light
Luna Maj