Hvad vil du være når du bliver stor?
.
Lige om lidt er det nytår og det er jo en tid, hvor tankerne for mange kredser om hvad der ligger forude. Hvor nytårsforsætterne svirrer lystigt og planer lægges – og det får mig til at tænke på et af de voksnes yndlings-spørgsmål til børn: det med hvad de gerne vil være, når de bliver store! Det lyder jo meget harmløst. Men hvorfor spørger vi egentlig om det? Hvorfor interesserer vi os for et udefineret tidspunkt langt ude i fremtiden, fremfor hvad der er vigtigt for dem nu og her?🤔
Hvad vil du være, spørger vi. Som om de ikke allerede ER nogen. Som om deres bidrag til verden ikke rigtig tæller. Endnu. Og det er jo ikke kun Tante Olga eller damen i bussen der spørger. Hver eneste dag i skolen får ungerne fremtiden presset ned over hovedet. De skal lære x. y og z for at “blive til noget” og de skal i øvrigt vælge hvad det ‘noget’ er tidligere og tidligere. Tage stilling til hvad de vil om 2 år. Om 5 år. Om 10 år…🤯
Men hvorfor det? Hvorfor skal de tænke så langt frem? Hvorfor kan de ikke få lov til at koncentrere sig om hvor og hvem de er I DAG? Alt dette fokus på fremtiden, lærer jo egentlig mest af alt vores børn at leve i en konstant venteposition. Fordi det sender en underliggende besked om, at det der tæller ikke er hvem vi *er* som mennesker, men hvordan vi kan blive bedre, stærkere, sejere, rigere, klogere….i morgen. Næste år. Eller om 10 år. Bare vi har planer, i hvert fald. For det går ikke an bare at leve, bare at være. Måske er det ikke så mærkeligt, at så mange mennesker har svært ved at sætte pris på det de har og på at leve i nuet 😐
Selvom det er i den bedste mening, skulle vi måske stoppe med at have så travlt med hvad vores børn skal blive til en gang i fremtiden, og i stedet først og fremmest interessere os for hvem de er i dag, og hvordan vi kan støtte og opmuntre dem i det. Det tror jeg faktisk kunne bidrage til en ungdomsgeneration der rent faktisk nyder at lære, i stedet for at være tynget ned af stress og præstationsangst 🦋
love & light,
Luna Maj