Frygt ikke…
.
“Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast.” Esajas 41,10.
Noget af det jeg taler RIGTIG meget om både i forbindelse med unschooling og deschooling, men også bare i forhold til livet generelt, det er frygt. At vi er nødt til at lære at give slip på den, hvis vi vil leve vores bedste liv.
Det gamle ordsprog siger, at lediggang er roden til alt ondt. Det tror jeg nu ikke. Jeg tror det er frygt, faktisk. Næsten uanset hvilket problem eller hvilken konflikt du oplever, så vil du opdage, når du begynder at grave i det, at det er frygt i en eller anden form der ligger til grund for det.
Frygt for hvad andre tænker for eksempel. Eller for hvad der vil ske hvis vi gør eller ikke gør x, y eller z. Problemet med frygt er bare, at det forhindrer os i at leve i nuet. Fordi frygt pr. definition handler om noget der ikke er sket endnu. Noget der måske (men måske ikke) befinder sig i fremtiden. Og det er simpelthen en sure fire metode til at suge glæde, spontanitet og ro i sjælen ud af livet.
Det handler selvfølgelig ikke om, at der ingenting er at være bange for, nogen steder eller nogensinde. Selvfølgelig er der det! Jeg har da også ting jeg er bange for. Nogle mere håndgribelige end andre 🕷😜
Altså, verden og livet ER da ved grød til tider skræmmende – på alle mulige måder. Og når jeg taler om at leve frygtløst, så mener jeg ikke, at man skal ignorere tydelige farer eller gøre overilede eller idiotiske ting, bare fordi “jeg er ikke bange”-agtigt.
Det jeg mener er, at når jeg VÆLGER at leve i en ånd af tillid (til livet, til Gud, til andre, til mig selv…) så får frygt og bekymring bare helt automatisk meget mindre plads i min hjerne. Og i mit hjerte. Generelt. Når jeg går verden i møde med troen på at alt er godt – ultimativt – så oplever jeg en langt større evne hos mig selv til at opnå, udrette og håndtere alverdens ting. Og jo mere jeg oplever det – jo mere baghjul får tvivl, bekymring, spekulationer og alt andet der dybest set bunder i en eller anden form for frygt. Og så kører der en form for positiv selvopfyldende profeti. En opbyggende, selvforstærkende proces.
Muligvis giver det her ingen mening whatsoever for dig derude 😂 men det er sådan jeg kan forklare det lige nu. I virkeligheden har det her masser af navne, tror jeg. Nu er jeg selv erklæret Jesusfreak og Bibelen taler om tro der flytter bjerge. Og om en grundlæggende tillid til at ham deroppe har styr på lortet. Men kært barn har som bekendt mange navne, og det er jo det samme princip man genfinder i Law of Attraction eller buddhismens fokus på at lære at give slip og hvile i det som ER.
Børn har ofte en langt bedre evne til de her ting, især til det med at leve i nuet. Og når jeg kan mærke mig selv slingre ud af kurs, og begynde at lade frygten tale hvor den i realiteten ikke skal, så hjælper det altid at kigge på mine unger, der som oftest ikke ejer skyggen af en bekymring 😂 de springer bare ud i livet og tager hver dag som den kommer. Måske er det i øvrigt derfor man siger, at Guds rige hører børnene til?
love & light
Luna