Diagnoser, normalbegrebet, børnesyn og samfundsindretning (4)

.

Sidste del af mine refleksioner om diagnosekulturen. Find første del her, anden del her og tredje del her.

Det forbistrede normalbegreb.

Normalbegrebet styrer vores samfund, og i særdeleshed børnenes del af det. Hvordan? For eksempel ved at gøre det muligt at kategorisere børn som værende “bagud” eller “foran” med alt hvad deraf følger af hurlumhej.

Børn er som de er, og de kan altså kun være bagud eller foran fordi der er et standpunkt at være det i forhold til!!

Men det er jo et arbitrært standpunkt som nogle kloge(?) hoveder på et eller andet tidspunkt har proklameret som mål for alle. Som NORMEN: Det er HER du som menneske skal befinde dig, og gør du ikke det, så er du jo anderledes og må have hjælp til at nå derhen. For derhen skal du naturligvis. Du skal jo være normal.

Og med normalbegrebet og det norm-fikserede menneskesyn følger behovet for specialklasser, udredning, diagnoser, medicinering og videre. I systemtale hedder det “hjælp” – og det er det da uden tvivl også ofte, for de børn som slet ikke fungerer i standardkassen. De får måske endelig lov til at blive set på som individer – MEN…det er jo alt sammen en reaktion på, at nogle voksne i første omgang konstaterer, at barnet ikke lever op til skolens (eller hjemmets) krav og forventninger.

Nogle gange ser den voksne, at barnet ikke trives. Nogle gange er der er uro, konflikter eller ballade. Ofte baseret på barnets uvilje eller manglende evne til at høre efter, følge instrukser eller opføre sig “normalt.”

Børn der ikke kan sidde stille i timerne. Ikke er fokuserede. Larmer. Svarer igen. Ikke gider læse i Bo så en ko.

Og så er der alle dem som simpelthen ikke er gearet til den form for ‘socialisering’ der foregår i skoleregi.

Børn er forskellige, og årsagerne til at man hiver diverse diagnoser eller “indlæringsvanskeligheder” frem er det også, men under det hele ligger det der forbistrede normalbegreb og ryster den jord de står på.

Hvis man nu skrottede de rigide rammer. Den standardiserede undervisning. De ensrettede krav. De arbitrære forventninger. Hvis man nu rev hele lortet ned, og satte ALLE børn fri, så vover jeg den påstand at man ville se ENORME forandringer i diagnosekulturen. Den ville simpelthen smuldre væk. Fordi grundlaget for den ikke ville være der længere.

Der vil altid være nogle børn, der er SÅ anderledes i deres wirering, at de vil have brug for mere end ovenstående for at fungere optimalt. Men jeg vædder gerne en gammel hat på, at vi ville se et gigantisk fald i diverse diagnoser, skolevægring og mistrivsel ved at tage udgangspunkt i frihed fremfor normalitet.

.

kærligst
Luna Maj

Add a Comment

Your email address will not be published.