Diagnoser, normalbegrebet, børnesyn og samfundsindretning (2)

.

Jeg er klar over det er noget af en hvepserede jeg stikker hånden i ved at skrive om diagnoser.

Det er et sprængfarligt emne. Fordi man som forælder lynhurtigt kan føle sig ramt på sin integritet, når det drejer sig om ens børn. Vi vil jo alle vores børn det bedste, selvfølgelig vil vi det.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at mange familier oplever udfordringer med deres børn. At der er karaktertræk og situationer der ER problematiske i hverdagen. Adfærdsmønstre der ER uhensigtsmæssige. At der opstår konflikter og episoder der ER opslidende og svære at håndtere. Det anfægter jeg ikke på nogen måder. Det jeg sætter spørgsmålstegn ved er hvorvidt alle disse ting ville være et problem, hvis rammerne var anderledes og vi ikke havde så rigid en opfattelse af hvad der er ‘normalt’ eller ønskeligt.

Jeg har selv været der med nogle af mine børn. Der hvor du tænker ‘aj men ER der noget med ham/hende’ ?? Fordi deres reaktioner og opførsel er så meget udenfor ‘normen’ at det sætter din rummelighed, din tålmodighed og ja, også din tiltro til din egen forældreevne på hård prøve. Sådan et barn kaster alt det du troede du vidste op i luften, så det sprænges i stumper og stykker når det lander i hovedet på dig igen med et brag!

Jeg har dog aldrig valgt en “udredning” til mit barn. Jeg har faktisk ikke engang tænkt tanken. I stedet har jeg arbejdet kolossalt meget med mine EGNE ideer, forestillinger, forventninger og overbevisninger. Med mine EGNE medbragte traumer og fortællinger fra barndommen. Min definition af normalt. Af godt og skidt. Rigtigt og forkert.

For selvom vi har været udenfor skolesystemet hele livet, så har jeg stadig til tider formået at genskabe nogle af de rigide rammer derhjemme. Særligt i starten af mit forældreskab, hvor jeg på ingen måder havde fået bearbejdet mine egne issues endnu. Jeg har haft tusind krav og forventninger til mine børn i tidens løb, og det har de absolut ikke alle sammen reageret lige godt på.

Siger jeg så, at det er din egen skyld, hvis du som forælder har et “diagnosebarn” ? At det hele kan løses ved at du går i terapi og bliver forsonet med dit indre? Eller et eller andet magisk knips med fingrene?

NEJ!!!

Det har for det første ikke noget at gøre med “skyld” overhovedet. Og der ER selvfølgelig tilfælde, hvor der reelt skal tales om en diagnose.

Men jeg oplever, at der er gået inflation i det. At man kaster etiketter efter børn, fordi de ikke passer ind ens verdensbillede. At man gør individualitet til en afvigelse, i stedet for bare at rumme og acceptere barnet som det er. At det i mange tilfælde er rammerne der skaber problemerne, som i øvrigt ofte slet ikke ville være der, hvis man ikke selv dekreterede at de er. At man kalder personlighedstræk for symptomer, og breder diagnoserne ud til at dække flere og flere af dem. At man finder på nye diagnoser, i stedet for at forny tilgangen til mennesket.

Jeg har mødt MANGE forældre som fortæller om en bedring af deres diagnosebarn efter de stoppede i institution eller skole. Eller forældre der genkender ‘symptomer’ på diagnoser hos deres skolefri børn, men hvor det ikke er et issue fordi der er tid og plads til barnet derhjemme. Forældre som jeg selv, der klokkeklart har erfaret, at jo mere jeg kan give slip på mit behov for at kontrollere, dirigere og forme mit barn, jo mindre giver hans eller hendes personlighedstræk anledning til problemer.

Jeg siger ikke det altid forholder sig sådan. Men jeg siger absolut at det kan og med garanti langt oftere gør, end hvad vores nuværende diagnosehysteri tillader os at anerkende.

Denne post er en del af en serie, læs de andre opslag her, her og her.

.

kærligst,
Luna Maj

Add a Comment

Your email address will not be published.