At leve er at lære.
.
Jeg bliver meget ofte spurgt om, hvordan jeg sikrer mig at mine børn lærer det de skal, når nu de ikke går i skole. Svaret er utrolig simpelt: det gør jeg ikke 😬
Jeg “sikrer” mig ikke noget som helst i forhold til deres læring. Hvordan skulle jeg dog kunne det? Læring tilhører den person der lærer, og ingen andre. Uanset hvor mange krumspring man så måtte lave for at “sikre” sig at de lærte xy eller z, så er det jo DEM der lærer og så kan man planlægge, undervise, måle og evaluere nok så meget, uden at det sikrer en hujende fis i den sidste ende 😉
Så jeg sikrer mig intet. Det er ikke min rolle. Jeg observerer. Støtter. Følger. Faciliterer. Og konstaterer. Jeg konstaterer, AT de lærer. Men HVAD de lærer og HVORNÅR de lærer det, er 100% deres beslutning og proces 🌱
“Men så kommer de måske bagefter.” Øh. Bagefter hvad? Er livet et kapløb da? Jeg ved, at mine børn til enhver tid lærer det de skal, fordi det de KAN er lige præcis det de skal kunne! Der hvor de er, er lige præcis der hvor DE skal være. Og så er jeg sådan set pænt ligeglad med, om der sidder nogle folk med fine titler et sted og finder på “trinmål” og lixtal og tusind andre måder at formalisere og kunstiggøre læring på. Der findes ikke ET rigtigt tidspunkt at lære noget på. Det rigtige tidspunkt er når det giver mening, for den der lærer det. Og det er der nogle ting der aldrig kommer til 😎
At leve ER at lære. Hver dag. Altid. Og alle steder. Det er en helt igennem naturlig og uundgåelig proces, der udfolder sig præcis som den skal for hvert enkelt barn, hvis vi som voksne tager hånd om rammerne og sørger for tilbud og muligheder. Og så ellers i øvrigt holder nallerne væk!
kærligst,
Luna Maj