Amning er ikke altid en dans på roser
.
Denne her uge som lige er ved at gå på hæld nu, har åbenbart været World Breastfeeding Week – og det har jeg helt overset, men jeg vil faktisk rigtig gerne lige nævne det, for på den måde være med til at støtte op om amning og vilkårene herfor.
Det er nemlig langt fra altid, at det bare er “lige ud af landevejen” selvom det jo egentlig er det mest naturlige i verden og vi som mødre ALDRIG burde møde hverken fordomme, manglende støtte eller decideret modarbejdelse i den sammenhæng. Men sådan er virkeligheden bare desværre ikke.
Fra udskamning eller misbilligende blikke i det offentlige rum, til forkert og mangelfuld rådgivning fra sundhedspersonale over følelsen af at stå alene med udfordringer og bekymringer – så bliver amning nogle gange til en gigantisk prøvelse der alt for ofte ender i en dårlig oplevelse og/eller et ammeforløb der KUNNE have været langt og fantastisk, men i stedet bliver kort og træls – for nu at sige det på godt jysk. Og det er så uheldigt og ærgerligt og dybt trist for både mor og barn, hvis man nu gerne ville have haft det anderledes.
Billedet er fra min første fødsel, der foregik på en fransk fødegang i 1997. Jeg insisterede på at fuldamme, men fik NUL hjælp og støtte, kun en hovedrystende bemærkning fra sygeplejersken om at “der da ikke var nogen mødre der ammede tvillinger!!” og da jeg forsøgte at sige nej tak til sutteflaske-tilskud, kom børnelægen forbi og formanede mig meget alvorligt om at gøre som der blev sagt, for som han sagde “jeg ønskede vel ikke at være skyld i at mine børn fik hjerneskader senere hen, fordi de ikke havde fået nok næring fra start?”
Ja. Det lyder vanvittigt. Og er det også. Særligt i danske ører, da vi her i landet trods alt har en større og langt mere veletableret tradition for amning – også af flerlinger – men der er stadig ALT for mange der oplever dårlig rådgivning, manglende opbakning og stigmatisering i forskellig grad. For eksempel i forbindelse med langtidsamning. Min første ammeoplevelse var altså langt fra ideel, og endte også med delvis flaske efter 14 dages brav kamp fra min side. Og efter fem måneder, fuldt ammestop.
Jeg er SÅ ked af at jeg blev mødt med decideret forkert rådgivning, arrogance og ikke mindst total mangel på respekt for mine ønsker som mor. Men jeg er også ked af, at jeg ikke vidste hvor jeg kunne finde hjælp. Og især er jeg ked af, at jeg ikke havde den fornødne tro på mig selv og modet til at sige fra og følge min mavefornemmelse! Den der indre stemme der godt ved hvad vi skal gøre, og hvisker det til os, men vi er for autoritetstro og for programmerede til at turde lytte.
Nå. Heldigvis blev jeg jo klogere, modigere og mere erfaren med tiden – så har haft fire efterfølgende ammeforløb der var helt uproblematiske og varede 4,5 år for det længste. Og det er jeg dybt taknemmelig for !
kærligst,
Luna Maj